Gæstelærere

Gæstelærere

Søren og Nana kan tilsammen rigtig mange underlige ting :-)

Vi har en enorm bunke erfaring med små, store, fuldstændig voksne og dem der aldrig bliver voksne, og vi kan rigtig godt lide at arbejde for og med dem alle sammen.

Først og fremmest er vi gode til at få ting til at ske - til at sætte noget i gang. 

Vi har stor erfaring indenfor musicalopsætninger, teaterkoncerter o.lign. Både hvad angår selve processen med at få ideer, opbygge skelet, skrive manuskript, instruere, vælge musik, øve med band o.s.v. - men vi er også rigtig gode til at afvikle. 

Søren kan alverdens ting, når det kommer til afvikling af projekter. Han er god til ALT indenfor lyd - og han medbringer gerne eget udstyr. 
Nana er god til at få ideer til manuskript, til at guide i en skriveproces og til at vejlede under selve opsætningen. 

Rigtig mange folkeskoler og efterskoler har et årligt teaterprojekt, hvor eleverne er delt ind i kulisse-, kostume-, sceneopbygnings- og teaterhold. Når vi laver musicalprojekter skal ALLE elever være en del af selve teaterstykket, og alle skal på scenen. Vi tror på, at eleverne oplever en langt større fællesskabsfølelse - og at vi får rykket ved mange flere grænser ved at "tvinge" alle på scenen - og ikke bare lade dem vælge (eller lade lærerne vælge) det de plejer/det sikre! 

Vi har i mange år stået for blandt andet Musikskolen Lauras musical, hvor Nana har arbejdet med teaterholdet - Søren har arbejdet med bandet. Når det hele er smeltet sammen og gået nogenlunde op i en højere endhed, sætter Søren sig bag miksere, headset-grej og andre uforståelige maskiner :-)  Nana tager lyspulten og indkoder og styrer lyset - mens hun sufflerer skuespillerne på gulvet.

Vi kan RIGTIG godt lide at lave det, vi laver, hvilket vi håber kan smitte af på - og inspirere andre.

Vi kan komme en time eller to og give input, vi kan være med i en længere periode og guide jer, og vi kan selv stå for projektet. Det bestemmer I!

I februar 2017 var vi med under hele processen, da Åby Skoles 5.klasser - 50 elever - skulle opfinde, skrive og spille deres egen musical. 

I november 2017 lavede vi musical med 102 elever på Bork Havn Efterskole - en efterskole for unge med læse og skrivevanskeligheder. Processen gik så småt i gang i august 2017. Skolens elever og de lærere - som var tilknyttet projektet - skulle sammen skrive/udvikle manuskript ud fra vores oplæg: en musical om at være anderledes.
Vi var med pr. mail, og et par gange har vi været fysisk til stede under manuskript-tilblivelsen. I selve projektugen boede vi i Bork, hvor vi skrev, sang, dansede og afviklede en musical med alle 102 elever på scenen.
"Udkants Danmark HAR talent. Også selv om det er der, hvor kragerne vender - og busserne SLET ikke kører" :-)
Tak for en skøn, arbejdsom og lærerig uge!

I marts 2018 er vi igen at finde på Åby Skole, hvor vi sammen med et lærerteam skal skrive manuskript, øve og afvikle de 3 5.klassers musical.